Passivering af metal er tæt forbundet med galvanisering. De specielle behandlingskrav til hårdt-belagte materialer inden udpladning findes i mange bøger og manualer. De fleste af grundene til, at disse materialer er vanskelige at plade, er tæt knyttet til deres stumphed. Den fjerde forelæsning har kort diskuteret spørgsmålet om passivering og aktivering. Denne forelæsning tager højde for vigtigheden af dette emne for galvanisering og diskuterer det mere detaljeret. Passivering og aktivering er den modsatte adfærd: passivering får metalets elektrodepotentiale til at skifte i den positive retning, mens aktivering får det til at skifte i den negative retning. Ved at måle potentialets tidskurve for metallet i forskellige medier kan passivering og aktiveringstilstand bestemmes. Passivering skyldes, at der dannes et passiveringslag (for det meste et oxidlag) på overfladen af rent metal eller legering. Efter at have forsøgt at fjerne passiveringslaget skifter det rene metal eller legering fra passiveringstilstand til aktiveret tilstand. Under galvanisering kan belægningslaget kun afsættes på den fuldt aktiverede overflade for at opnå en god bindingskraft og udseende. Hvis der på den ene side er et passiveringslag på overfladen, forstørres afstanden mellem belægningslaget og metalatomer i basislegemet, og den universelle tyngdekraft reduceres; på den anden side er det umuligt at danne en metalbinding mellem de to metalatomer.
Uanset om metallet vil passivere eller ej, er relateret til de medium betingelser, men vigtigere, det afhænger af selve metallet. I denne henseende er størrelsen af metal" passivitetskoefficient" kan sammenlignes: et metal med en større passiveringskoefficient er lettere at passivere, og passiveringslaget er tættere. Passivationskoefficienten for nogle metaller er: titanium, 2,44; aluminium, 0,82; krom, 0,74; beryllium, 0,73; molybdæn, 0,49; magnesium, O. 47; nikkel, 0,37; boremaskine, 0,20; jern, 0,18; mangan, 0,13; zink, 0,024; calcium, kobber, bly, tin, ~ 0,00. Titanium er et metal, der let passiveres, mens calcium, kobber, bly og tin ikke let passiveres.
Tilføjelse af en bestemt massefraktion af et eller flere metaller med en stor passiveringskoefficient til et metal med en lav passiveringskoefficient til dannelse af en legering vil øge dets passivering let og derved forbedre korrosionsbestandighed. For eksempel tilføjes mere end 13% krom til stål ferritisk eller martensitisk rustfrit stål (såsom 0Crl3og 4Crl3); tilføjelse af mere passiveret titanium osv. bliver mere korrosionsbestandigt austenitisk rustfrit stål, typisk Det er ikke-ferromagnetisk lCrl8Ni9Ti rustfrit stål (indeholdende 18% chrom, 9% nikkel og en lille mængde titanium). Det molybdænholdige rustfrie stål har bedre svovlsyrekorrosionsbestandighed. Korrosionsbestandigheden af galvaniseret zink-nikkel-legering og endda zink-jernlegering er meget bedre end galvaniseret ren zink. For at erstatte passivering af hexavalent forkromning af zink tilsættes sædvanligvis nikkel salt og cobalt salt til den nuværende trivalente chrom-passiveringsopløsning. Selv om der har været mange undersøgelser af kromfri passivering, er dens korrosionsbestandighed ikke så god som den af kromholdig passivering. Nogle mennesker tror, at den mest lovende kromfri passivering er brugen af titansalte og sjældne jordmetaller, efterfulgt af molybdatpassivering. I slutningen af 1970'erne havde forfatteren set titansalt sølvpassiveringsprodukter, der brugte titanylsulfat som hovedsaltet, som ikke kun havde høj hvidhed, men også havde god korrosionsbestandighed; men dens ulempe var at sikre, at titaniumionerne var i højvalens-tilstand. For at tilføje en stor mængde ustabil brintoverilte er det ikke forfremmet.
